I weekenden, nærmere bestemt søndag den 11. juni, lagde Horsens midtby gader og baggårde til en nyskabelse i orienteringssportens sprintdisciplin — en sprintstafet bestående af 4 løbere.
Med 150 deltagere repræsenterende fra 12 klubber var der deltagelse fra hele landet. Løberne var inddelt i fem aldersklasser, og specielt i den åbne klasse (for de 17 – 44 årige) og i klassen 13 – 16 år deltog flere rigtigt stærke hold, idet en stor del af den danske ungdoms- og juniorelite var at finde på de forskellige hold.
FIF Hillerød var sammen med OK Pan Aarhus stærkt repræsenteret på dagen, og det blev da også FIF Hillerød der blev dagens helt store vinder, idet de løb med guldmedaljerne i både den åbne klasse og i aldersklassen 13 til 16 år. OK Pan vandt klassen fra 45 til 59 år, mens OK Roskilde løb med guldet i aldersklassen 60 år og op.
Det blev afgørende for medaljefordelingen, at en del hold blev diskvalificeret for fejlklip på de forholdsvis tekniske baner rundt i de små gader og baggårde. Bl.a. blev OK Pan’s stærkeste hold i den åbne klasse diskvalificeret, og også Horsens Orienteringsklub’s egne hold blev hårdt ramt af diskvalifikationer.
Afviklingen af et løb med så høj intensitet, med orienteringskrævende baner og vejvalg der skal tages med omtanke, kræver naturligvis, at vi kan bevæge os i så store dele af løbsområdet som muligt. Et løbsområde, der foruden de offentlige tilgængelige pladser og stier, også indbefatter private baggårde og legepladser.
Hertil vil vi gerne sige en fælles TAK for den velvillighed vi har mødt, når vi har bedt om tilladelser til at færdes i løbsområdet. Det har været glædeligt, at beboerne har været positive omkring vores postplaceringer og mulige løbsruter.