Rasmus Søgaard nr. 6 ved VM i MTBO

Efter et superspændende løb på massestarten tirsdag lykkedes det Rasmus at blive nummer 6 ved VM i Litauen.

Foto af: Danatas Lazauskas

Rasmus havde et rigtig godt løb og var med i førergruppen hele vejen fra start til mål. Han får lavet de rigtige vejvalg, og det ligger rigtig godt for ham. Desværre løsner hans styr sig lidt, så han de sidste ca. 10 poster har problemer med at holde cyklen på ret kurs i nedkørsler mv. Det betyder, at han ikke formår at rykke sig fri af gruppen. De er 7, der kommer samlet ind til mål, men på grund af det løse styr kan han heller ikke rigtig være med i den afgørende spurt, og ender med at komme ind som nr. 6 i tiden 1:20:08 – 4 sekunder efter vinderen Luca Dallavalle fra Italien. Rasmus følte selv, at han var rigtig godt kørende og ærgrer sig over defekten med styret.

På samme distance måtte Camilla desværre udgå pga. sygdom, og Oliver var så uheldig, at han kørte sammen med en svensk rytter, og efterfølgende også måtte udgå pga. smerter. De er dog begge klar igen.

Camilla 7’er på mellemdistancen

VM’s første dag bød på mellemdistance. Det var et O-teknisk svært terræn med mange småstier, hvor det var meget vigtig hele tiden at have god kortkontakt. Det er hverken Camilla eller Rasmus’s bedste terræntype, så på forhånd havde de ikke gjort sig de store forhåbninger om topplaceringer. At det desuden blev en ret mudret affære, hvor det flere gange var nødvendigt at løbe med cyklen op af en del af bakkerne, gjorde ikke tingene bedre. Camilla formår ikke at holde tempoet helt oppe, og laver lidt fejl, men holder sig alligevel det meste af løbet som nummer 5 eller 6. En større fejl i slutningen gør dog, at hun falder lidt tilbage. Det betyder, at  hun ender som 7’er i tiden 75:05 godt 11 minutter efter den vindende russer Olga Vinogradova Shipilova.

Rasmus’s målsætning var komme i top-15, og det lykkedes. Han får en ret dårlig start men får efterhånden kæmpet sig op i top-10. Den sidste del af banen er o-teknisk sværere end starten, og her får han desværre lavet et par større fejl, der betyder, at han igen falder tilbage, og kommer  ind som nummer 14 i tiden 74:04 knap 6 minutter efter den vindende tjekke Krystof Bogar.

Oliver havde generelt problemer med det svære terræn, og da han desuden manglede registrering af en post, var det ikke lige hans dag.

Rasmus nummer 6 på stafetten

Stafetholdet var det samme som ved EM med Thomas Steintahl på 1. turen,Rasmus Folino Nielsen på 2. turen og Rasmus som afslutter. Thomas formåede ikke at holde kontakt til de førende ryttere, men kørte en godkendt 1. tur og kunne sende Folino ud som nummer 8. Også han kørte en god tur og kørte holdet op, så Rasmus kunne gå ud som 6’er. De var 3 hold, der lå sammen og kæmpede, men allerede på det tidspunkt var medaljerne uden for rækkevidde for det danske herrehold, så kampen ville komme til at stå om 4. pladsen. På publikumspassagen var Rasmus 4’er og havde fået et lille hul til de andre, men et par fejl sidst på banen kostede, så han faldt ned som nummer 7. Den placering holdt han til mål, men da der var 2 tjekkiske hold foran, endte det danske herrehold som nummer 6.

Også hos damerne var det samme hold som ved EM med Nina Hofmann, Cæcilie Christoffersen og Camilla som afslutter. Nina får desværre kørt en lidt dårlig 1. tur, og Cæcilie bliver sendt ud som nummer 12. Hun kører dog holdet op og sender Camilla ud som nummer 9. Camilla kører en rigtig fin tur og er den næsthurtigste på 3.-turen. Det bringer holdet endnu et par placeringer op, så hun kommer i mål som nummer 7.

Torsdag er hviledag, inden det går løs med langdistancen fredag og VM slutter med sprint lørdag.