DM i langrend skudt i gang

Guld til Anne Boje-Møller i D50

Mens Danmarks håndboldlandshold gik og ladede op til VM-finalen i Boxen, var 179 meget dedikerede danske langrendsløbere i fuld gang med den første konkurrence til året DM i langrend, der finder sted i området omkring Kvitåvatn Fjeldstue nær Rjukan i Telemarken. Og blandt disse er Anne Boje-Møller, Camilla og Ole Søgaard fra klubbens skiafdeling.

Området har ikke fået de store snemængder hen over januar, men det virkede som om, vejrguderne nu ville give arrangørerne en hjælpende hånd, for sneen har faldet stort set uafbrudt siden lørdag formiddag og også hele dagen i dag. Samtidig er temperaturen ret konstant -11gr. Men heldigvis ikke meget vind. Det er selvfølgelig dejligt, men det betød desværre også, at det var nogle tunge løjper med meget løs sne.

Den første konkurrence var kort distance i fri stil. En rundløjpe på 5 km skulle løbes 2 eller 3 gange afhængig af køn og alder. En hård løjpe hvor der stort set hele tiden skulle arbejdes for at holde flow i skiene.

Og det lykkedes til fulde for Anne, der efter en tæt konkurrence kunne fejres som vinder i sin klasse D50.

I D21 er konkurrencen hård og Camilla endte som nr. 8. Ole stod over i dagens konkurrence.

Ud over at deltage i løbene er Anne travlt optaget, idet hun er en del af arrangørteamet for DM-arrangementet.