Velkommen til træningsløb i Barrit Sønderskov.
Luften bliver lunere, træerne bliver grønnere og nu må vi også være sammen efter løbet, så det er svært at få armene ned. Fra onsdag 21. april må vi være op til 50 personer samlet udendørs, dog gælder det fortsat, at der skal holdes 2 meters afstand når det er muligt og altid mindst 1 meter.
Træningsløbet afvikles efter retningslinjerne som kan findes her og det betyder, at vi vil lave resultatformidling på pladsen med de kulørte flyers som I kender. Vi vil arbejde på at få fjernet flere af restriktionerne i vore retningslinjer, men er afhængige af, at DOF får justeret sine anbefalinger.
Åbningstid:
Lørdag 24. april fra klokken 12.30 – 14.00. Posterne indsamles fra klokken 15
Vejvisning og parkering:
Der vil være afmærkning med rød/hvid skærm fra Barrit Langgade 190 (Maskinfabrikken Stenhøj A/S). Mødestedet er vejkryds omtrent midt i skoven og der vil være kantparkering på skovvejene.
Løbskort:
Kortet er fra 2015 og ikke alt i skoven kan forventes at være som på kortet. Kortene er trykt på vandfast papir i målestok 1 : 7.500 med ækv.distance 2,5 meter.
Bane 1 – 8,5 Km – Svær, lang
Bane 2 – 6,0 Km – Svær, mellemlang
Bane 3 – 3,3 Km – Svær, kort
Bane 4 – 4,2 Km – Mellemsvær
Bane 5 – 3,0 Km – Let
Bane 6 – 2,2 Km – Begynder
Registrering af deltagere:
Når du har valgt, hvilken bane du vil løbe, skal du registrere dig med navn, klub og banevalg hos tidtageren. Efter løbet er det vigtigt, at du igen registrerer dig hos tidtageren, så vi ikke går i skoven for at lede efter deltagere som er taget hjem uden at registrere.
Pris for deltagelse:
Kr. 20,- for voksne og Kr. 10,- for børn (dog dobbelt pris for løbere som ikke er medlem af en orienteringsklub). Bedes indbetalt på klubbens Mobilepay 34505 eller på klubbens bankonto i SparNord 9211 4567 683 767.
O-Track:
Banerne bliver lagt på O-Track. Se https://o-track.dk/
God tur i skoven!
Horsens Orienteringsklub
Tommy Jakobsen