Der gennemføres banelæggeraften mandag 22. november kl. 19-21 i klubhuset.
Det er stadig muligt at tilmelde sig.
Træningsudvalget opfordrer alle klubbens nuværende og kommende, rutinerede og urutinerede banelæggere eller hjælpere til afvikling af klubbens orienteringstræningsløb til at deltage i banelæggeraftenen. Alle også ældre ungdomsløbere med interesse for orienteringsteknik og interesse for at blive bedre til at gennemskue banelæggerens taktik er velkomne. Træningsudvalget er vært for lidt flydende og lidt fast til ganen.
Formålet med arrangementet er at skabe endnu bedre træningsløb for alle aldre og niveauer.
I Horsens OK har træningsløbene i mange år været klubbens kerneydelse, og klubben har også hos naboklubberne et ry for at lave rigtig gode orienteringstræningsløb. Horsens OK har adgang til mange gode skove med alsidige og spændende udfordringer. Og vi har gode orienteringskort, som klubbens korttegnere er flittige til at holde opdaterede.
Vi kommer rundt om følgende emner:
Opmærksomhedspunkter ved tilrettelæggelse og gennemførelse herunder
- Valg af registreringsteltets og start og måls placering. Gode parkeringsforhold.
- Forholdet til skovens beboere og naboer
- Hvor meget af skoven har vi egentlig lov til at løbe i?
Naturvenlig banelægning
Vildtvenlig banelægning og vildtlommer, og hvordan forholder vi os til indhegninger og dyrene i dem? Hvordan skal banerne gå rundt i forhold til hinanden? Hvad med de nye naturparker med mere urørt skov?
Sværhedsgraderne
Det er vigtigt, at vi kender sværhedsgraderne og især forskellene på dem. Det er vigtigt, at vi kan analysere strækkene og afgøre sværhedsgraden. Også valg af poster og kontrollernes placering på posterne har stor betydning for orienteringsoplevelsen.
Banelægning ”blå baner”
Det er til stor inspiration for os alle, at så mange af vores medlemmer holder fast i sporten også i en sen alder. Også nogle af vores yngre ungdomsløbere prøver kræfter med en bane 3 f.eks. ved lørdagsløbene i Åbjergskoven i januar og februar. Vi har skåret 500 m af banelængden her for nylig, men det er også vigtigt, at der er mindre mudder, færre skrænter og mindre underskov på denne bane, uden at det går ud over sværhedsgraden. Den blå bane skal være svær orienteringsmæssigt.
Tilmelding på sms til 2363 8225 eller mail til britta.ank.pedersen@gmail.com.
Vi glæder os til at se rigtigt mange til banelæggeraften.
På Træningsudvalgets vegne
Hans Jørgen Vad