Kære alle medlemmer i Horsens Orienteringsklub,
Igennem nogen tid har der været arbejdet på listen over 2022 lørdagsløb og de første løb på listen er som vanligt i Bygholm med udgangspunkt i klubhuset. I 2021 var disse løb rene selvbetjeningløb, så vi havde så inderligt håbet, at vi kunne vende tilbage til de hyggelige januar/februar-lørdage med hygge i klubhuset i forbindelse med løbene nu i 2022, men Coronaen har endnu engang lagt en dæmper på udfoldelserne.
De 2 første lørdagsløb, 8. og 15. januar vil således blive afviklet med registrering og tidtagning, men uden adgang til klubhuset for deltagerne. Herefter vil vi vurdere situationen og beslutte hvordan de følgende løb kan arrangeres. Vi håber på forståelse for situationen.
Terminslisten med alle årets lørdagsløb kan du finde her. Hvis du har lyst til at arrangere et af løbene, så kontakt mig på tlf/sms 2931 2258 eller email tommy@jakobsen.be. Så vil jeg skrive dig på ved det ønskede løb og opdatere listen på hjemmesiden så hurtigt som muligt.
Rigtig godt Nytår!
Træningsudvalget Horsens Orienteringsklub
Tommy Jakobsen