Team O-BOM fra Horsens OK lancerer et nyt og banebrydende værktøj for alle orienteringsløbere.
Alle erkender, at et kompas er et helt uundværligt værktøj for en O-løber og nu bringer vi et nyt hjælpemiddel, som hurtigt vil blive lige så nødvendigt for mange af O-sportens udøvere: Sports-app’en ”O-BOM”.
Enhver orienteringsløber har været i en situation, hvor et tidstab i forhold til en konkurrent skulle forklares på troværdig måde og alle ved, hvor vanskeligt det kan være. Her er O-BOM din redning. Du indtaster blot hvor mange minutter det drejer sig om og O-BOM leverer omgående en eller flere plausible undskyldninger for dine forsinkelser under løbet.
O-BOM er et intelligent værktøj, som sikrer helt troværdige undskyldninger ved hjælp af bl.a. GPS-teknologi. Der forekommer ikke undskyldninger om vandreklitter når der løbes i Aarhus og et mindre klippeskred kan forekomme på Bornholm, men ikke i Vendsyssel.
App’en har været i beta-test internt i Horsens OK og H60-løberen O. Post udtaler begejstret: ”Et fantastisk værktøj! Mine egne undskyldninger for tidstab var efterhånden voldsomt udvandede, men med O-BOM opnår jeg nu både forståelse og sympati for mine halvsløje resultater”.
Udviklerne bag den nye app forventer at værktøjet vil blive ganske populært og det estimeres, at man allerede til årets Påskeløb vil se 3 ud af 4 tabere anvende O-BOM.
Kan downloades via de sædvanlige kanaler hele dagen den 1. april.
Team O-BOM, Horsens OK