Theresa Skouboe udtaget til Ungdoms-EM i Orientering

Theresa Skouboe (18) fra Horsens Orienteringsklub er sammen med 13 andre løbere fra Danmark udtaget til at repræsentere Danmark ved Ungdoms-EM i orientering i Ungarn fra 1. – 4. juli. Theresa har løbet orientering i 12 år og har bl.a. vundet flere DM-medaljer. Udtagelsen til EM er således kulminationen på mange års hård og målrettet træning. Theresa går til dagligt på Learnmark HHX i Horsens.  

”Det bliver en spændende oplevelse og jeg glæder mig”, siger Theresa, som skal bruge de kommende par uger på at pudse formen af. ”Jeg håber på, at jeg kan gøre det godt, men der kommer mange andre dygtige løbere fra hele Europa, så det er et hårdt felt, jeg er oppe imod, ” forklarer Theresa og tilføjer, at hun ikke har løbet i Ungarn før.

Det er ikke første gang Horsens Orienteringsklub har en løber med til Ungdoms-EM i Orientering. I 2018 og 2019 blev Elanor Henriksen udtaget til at repræsentere Danmark ved mesterskaberne i henholdsvis Bulgarien og Hviderusland.

”Vi er glade for og stolte over igen at have en løber med til Ungdoms-EM,” siger Mads Mikkelsen, der er formand for Horsens Orienteringsklub. Han fortsætter: ”Klubben har i en række år fokuseret på at gøre ungdomstræningen bedre og mere fokuseret, så jeg er glad for, at vi med Theresas udtagelse kan se, at det store arbejde vores frivillige trænerne og ledere laver, bærer frugt.”