Hvis ikke man vil gå til yderligheder, er der ikke nogen grund til at gå. Det er godt nok ikke et Jakob Ravn citat, men det kunne det lige så godt have været.
Ravnen lettede fra denne jord tirsdag den 14. november, 90 år gammel, som han havde forudset, da han huggede inskriptionen med årstal på den egekævle, han har udset sig til sit gravmæle. Kun indhugning af datoen er overladt til efterkommerne.
Da jeg mødte Jakob første gang som elev på Ryesgades Skole, havde jeg ingen forestilling om, hvad han skulle komme til fylde i mit liv. Jeg havde ham i 1964/65 til gymnastik i 1.- eller 2. real, og klassen blev 2 gange sendt på løbetur rundt om Bygholm sø. En udfordring, som for os, den gang var på linje med at skulle løbe et maratonløb, uvant med at løbe, som de fleste af os var. Fremme ved målstregen blev vi, af Jakob, modtaget med anerkendelse for at have gennemført, selvom det meste af turen forgik i gang eller småluntende.
Jeg skulle igen møde Jakob som lærer på Byggeteknisk Højskole i 1973, hvor han underviste i dansk og tysk, og hvor vi med stor entusiasme blev introduceret til de forskellige ”ismer” og strømninger indenfor Arkitektur, Politik, Religion og Filosofi, og hvor især Kierkegaard og de tyske filosoffer havde hans store interesse. Han var også så optaget af Thorkild Bjørnvigs litteratur, at han på Samsø, Thylegene 1992, under pointløbet opsøgte Bjørnvig i hans sommerhus og til stor forbavselse for Bjørnvig citerede fra Bjørnvigs ”Ravnen”.
Det var nu ikke idehistorien, der kom til fylde i mit liv, men mere det, at han søgte deltagere til et Bymesterskab for 3 mands hold, som Horsens Orienteringsklub afholdt en gang om året for at hverve nye medlemmer. Vi vandt ikke noget, men Jakobs entusiasme og begejstring var ikke til at tage fejl af, og det var så min vej ind i Horsens Orienteringsklub.
Jeg vil komme til at savne hans opmuntrende ”Det er godt Eigil”, de utallige gange, hvor jeg har mødt Jakob på et delstræk eller ved en post, uanset hvor elendigt det er gået. Jeg tænker det har været det samme for mange han mødte, så han har haft travlt med opmuntringer i skoven.
Som det konkurrencemenneske Jakob var, havde løberne med gode resultater hans opmærksomhed, og til mesterskaberne kunne man altid høre hans interesse for, hvordan det var gået dem, og om det var blevet til medaljer.
For klubben vil han altid blive huske for Thylegene og Nytårsløbet.
Nytårsløbet stod Jakob og Lisbeth alene for mange år fra 1977 til 2017, hvor de takkede af. Postplaceringer på enten lygtepæle, skraldestativer eller andet, blev fundet, når han cyklede rundt, og stævnecentret var i flere år den lille 2CV, hvor Lisbeth klarede tidtagningen efterhånden som løberne kom i mål. Præmieoverrækkelse fandt sted umiddelbart efter, at løberne på den lange bane var kommet i mål, og præmierne var som regel fantasifulde. Blandt andet: ”Hudibras”, Flinteøkse indkøbt i dyre domme, og diverse drikkevarer, samt sølvtøj fra ”mutters gemmer”, indtil Lisbeth sagde stop, da det begyndte at gå ud over det 3-tårnede.
Heldigvis har andre medlemmer fulgt traditionen op, og løbet lever videre.
Thylegene, som han arrangerede 1. gang i 1972, var en sammenskrivning af Thylejren, der som navnet siger lå i Thy, og De Olympiske Lege, som samme år blev afholdt i München. At det skulle blive en årlig tilbagevendende begivenhed, som har overlevet i mere end 50 år, og som næste år skal holdes for 51-indstyvende gang, ved jeg ikke om han have forestillet sig.
Utallige historier og fortællinger er der om Thylegene gennem tiderne, og det var en tradition, at Jakob efter hovedretten trak sine noter frem, og mindedes tidligere års Thylege med sted, årets vinder, og hvad der blev husket fra året, hvorefter der blev skålet på det enkelte Thylege. Jeg tror det holdt til op i midt i halvfemserne, hvor både tidsforløbet og indtaget af procenter ved de mange skåler blev for overvældende, så der nu kun blev skålet for hvert 5.
Ved mange Thylege har jeg, og sikkert også mange andre måttet sande et af Jakobs citater: ” Jeg gik ud som optimist, men kom i mål som realist”
Det første Thylege blev afholdt i Dover med start og mål i Jakobs sommerhus. Der blev anvendt et målebordsblad, tegnet omkring år 1900 og med enkelte tilføjelser fra Jakobs hånd. Posterne var primært de mange gravhøje i området, og de samme baner og kort blev i store træk genbrugt, når Thylegene hver 10.ende år vendte tilbage til Dover, bortset fra, at posterne hver anden gang blev taget omvendt.
Da Poul Erik og jeg, i anledning af Thylegenes 50 års jubilæum, vendte tilbage til Dover, var det med den fornyelse, at der blev lavet et opdateret og forståeligt kort.
Jakob mødte frem til åbningen af Thylegene og fulgte med interesse løbets afvikling. Efter løbet holdt Jakob og familien reception i sommerhuset, og her fik vi en rundvisning med mulighed for at se andre sider af hans talent, med blandt andet mange tegninger, skulpturer og ikke mindst udsmykningen af et Ægyptisk gravkammer i kælderen under sommerhuset
Jakob deltog veloplagt sammen med den øvrige familie i aftenfesten, som blev Jakobs sidste møde med den orienteringssport, som fyldte så meget i hans liv.
Tak for mange gode oplevelser Jakob.
REST IN PEACE
Horsens Orienteringsklub / Eigil
—