Horsens OK har 2 points i divisionsturneringen efter sejr over Mariagerfjord OK ved årets første divisionsmatch, der blev afholdt af Herning Orienteringsklub i Hoverdal 14. april.
Konkurrencen fra de to andre 1. divisionsklubber blev som ventet stor, og vi måtte da også se os slået af OK Pan Aarhus med 20 points (192-212) og af Silkeborg OK med 50 points (176-226). Da Silkeborg OK også slog OK Pan, og både Silkeborg OK og OK Pan slog Mariagerfjord OK, er stillingen efter første match:
- Silkeborg OK 6 points
- OK Pan 4 points
- Horsens OK 2 points
- Mariagerfjord OK 0 points
Det var et fint stævne, Herning Orienteringsklub havde lavet, med gode baner i det hurtigtløbbare terræn. Rigtigt mange Horsens-løbere bidrog med flotte individuelle resultater, der alle kan findes på løbets hjemmeside.
Så her skal blot fremhæves nogle stykker.
Klassevindere blev:
- Thora Toft Møller Mikkelsen, D12
- Astrid Lykke Nielsen, D14
- Krista Lervad Lundø, D16
- Esther Henriksen, D20B
- Elise Utzen Keller, D45B
- Rikke Holm, D50 (Horsens OK vandt alle matcher i denne klasse, da Irene K. Mikkelsen blev nr. 4 og Berit Harfot nr. 5)
- Lukas Bergmann Verhelst, H16 (Horsens OK vandt alle matcher i denne klasse, da Eskild Stig Nielsen blev nr. 2)
- Mikael Andersen, H21B
Også i D-let vandt Horsens OK alle tre matcher med Mette Lerche, nr. 2, Agnete Viuff, nr. 3, og Kirsten Almind Nielsen, nr. 8.
I H21 var der en meget tæt dyst om topplaceringerne, idet der kun var 58 sekunder mellem nr. 1 og nr. 5 og yderligere et par løbere kort derefter. Bedste Horsens-løber var Matyas Pentek, der vandt sølv ved DM Ultralang netop i Hoverdal for et år siden. Denne gang blev han nr. 4, 50 sekunder efter vinderen, Dansk Orienterings-Forbunds cheflandstræner og flere gange VM-medaljetager, Tue Lassen.
Næste gang vi skal ud i en spændende 1. divisionsmatch er søndag 8. september i Vælderskov-Hesselholt i Rold Skov komplekset, hvor vi vil gøre, hvad vi kan for at skabe et endnu bedre resultat og løbe for en plads til årets DM for klubhold. Der bliver igen tilbud om gratis bustransport til løbet, og klubben betaler startafgiften.
Britta Ank Pedersen