Flot DM weekend for Horsens OK

De yngste løbere i Horsens OK har her i weekenden vundet tre ud af fire mulige danske mesterskaber ved DM Sprint og DM ultralang.

Søndag gjorde Rebecca Loft Thyssen og Jacob Klærke Mikkelsen rent bord ved at vinde guldet ved DM ultralang i Nørlund / Harrild Hede i henholdsvis D-12 og H-12. Lørdag var det Anne Sofie Thyssen, der vandt sin første DM guldmedalje ved DM sprint i Lemvig. Her fik Jacob Mikkelsen bronze i H-12.

Flot gjort af de unge mennesker.

Samtidig var der også en del medaljer til de voksne Horsens-løbere.

Lørdag vandt Susanne og Carsten Thyssen begge guld i sprinten i hhv. D40 og H45. Og der var bronze til Britta Ank Pedersen, D50, Allan Thesbjerg, H40, og Jakob Ravn, H80.

Søndag blev Rikke Holm Jensen dansk mester i ultralang i D40 foran Susanne Loft Thyssen, der tog sølvet. Ligeledes sølv var der til Tove Straarup i D60.

Summa summarum 12 medaljer – 6 x guld, 2 x sølv og 4 x bronze – vundet af 10 forskellige løbere.

En flot udvikling for Horsens OK, der dermed allerede nu efter halvdelen af årets DM-løb har flere DM-points end hele sidste år.