Efter dagens divisionsmatch i Uhrehøje-Myrhøj står det klart, at Horsens OK ender som nr. tre i Nordkredsens 1. division – efter OK Pan og Silkeborg OK og foran Aalborg OK.
Derfor gælder det nu om at samle et stort og stærkt hold til op-/nedrykningsmatchen 21. september i Rold Mosskov. Her skal vi løbe mod Aalborg OK og de to bedst placerede hold fra 2. division om to pladser i 1. division næste år.
Så hvis vi fortsat vil være med, hvor det er sjovt, så meld dig til med det samme og gør dit til at bevare Horsens OK’s position som 1. divisionshold. Tilmelding via O-Service senest 12. september. Der kører fælles (og gratis!) bus fra klubhuset, så skriv “bus” ved din tilmelding, hvis du vil med.
Der blev vist rigtigt gode takter og gode resultater ved dagens match i Uhrehøje-Myrhøj. Blandt andet med banesejre til fødselaren Jacob Klærke Mikkelsen og til Rebecca, Alberte og Aase Thyssen!
Horsens OK tabte samlet til Silkeborg OK med kun 9 points og til OK Pan med kun 28 points. Vi var ramt af en del skader på dagen, så hvem ved, hvordan det var gået, hvis alle mand m/k havde været klar? Frafaldet betød, at vi på flere baner mistede points på forhånd, fordi vi simpelthen ikke havde det antal løbere, der giver points på banen, så det er vigtigt til matchen den 21. september, at vi så vidt muligt har “reserver” på alle baner.
Se alle resultater og points fra dagens match her: http://www.mariagerfjordok.dk/staevnesider/division14/Resultat.htm