Pressemeddelelse fra Horsens OrienteringsklubRebecca Loft Thyssen blev dobbelt guldvinder ved DM stafet og DM lang i weekenden.
I et intenst spurtopgør sikrede de yngste løbere fra Horsens Orienteringsklub sig lørdag eftermiddag det danske mesterskab i stafet i Fovslet Skov vest for Kolding.
Da Jacob Klærke Mikkelsen blev sendt af sted på sidste tur i stafetten, var holdet nr. 4, men godt et kvarter efter sprang han først ud af skoven samtidig med sidsteturs løberne fra OK Snab, Vejle, og Kolding OK. De tre kæmpede hele vejen til målstregen, men Jacob kom først over – 1 sekund foran OK Snab og 3 sekunder foran Kolding OK.
På guldholdet i klassen D/H12 sammen med Jacob Klærke Mikkelsen var Rebecca Loft Thyssen og Anne Sofie Harfot.
Endnu to sæt guldmedaljer blev vundet til Horsens OK af Susanne Loft Thyssen, Irene Klærke Mikkelsen og Rikke Holm Jensen i klassen D40 samt Tove Straarup, Trille Ditlevsen og Elin Holm Jensen i klassen D60. Desuden vandt Karen Sieg, Britta Ank Pedersen og Lene Kofoed Petersen bronze i klassen D50.
Dobbelt guld til Rebecca
Fra det flade terræn i Fovslet Skov flyttede orienteringsløberne søndag til helt andre fysiske og orienteringsmæssige udfordringer, da det individuelle danske mesterskab skulle afgøres i Munkebjerg ved Vejle, hvor højdeforskellen fra bund til top i skoven er 85 meter.
Her vandt Rebecca Loft Thyssen fra Horsens OK weekendens anden guldmedalje med suverænt bedste tid, 22.22 minutter, i klassen D12 – 2.13 foran nærmeste konkurrent. I samme klasse blev klubkammeraterne Laura Holm Nielsen og Anne Sofie Harfot nr. 4 og 5 i tætte opgør om sølv- og bronzemedaljerne.
I den yngste pigeklasse, D10, vandt Theresa Skouboe, sin anden DM-medalje i år. Denne gang af sølv, men hun var kun 7 sekunder fra guldet. Lillesøster Johanne Skouboe blev i samme klasse nr. 4 – kun 5 sekunder fra bronzen.
Også hos drengene var der en utaknemmelig 4.-plads til Erik Hedver Thesbjerg i klassen H12.
Hos de voksne vandt Kent Kragh i klassen H50 endnu en guld-medalje til samlingen. Rikke Holm Jensen vandt sølv i D40 og Elin Holm Jensen bronze i D65.
Klubbens grand-old-man Jakob Ravn blev nr. 4 i næstældste herreklasse H80 – 10 sekunder fra bronzen.