Guld til Rasmus Søgaard ved EM i MTBO

På en rigtig god dag for det danske hold lykkedes det for Rasmus Søgaard at vinde guld på langdistancen ved EM i MTBO.

Rasmus havde på forhånd sagt, at dagens langdistance kunne være hans store mulighed for at gå hele vejen, idet terrænet passede perfekt til ham. Langdistancen blev kørt i skoven ved Cercottes/Saran ca. 10 km nordøst for Orleans. Herreeliten skulle køre 41,4 km med blot 55 meters stigning og 21 poster, mens kvinderne skulle køre en distance på 38,1 km og 45 meters stigning og 20 poster. Det var altså et meget fladt terræn med kun få tekniske detaljer, hvor der virkelig skulle køres stærkt. Til gengæld skulle der holdes rigtig god kortkontakt, fordi et forkert vejvalg kunne hurtigt give et stort tidstab.

 

Og taktikken holdt. Allerede på den første radiopost viste Rasmus, at han ville være med helt fremme. Han blev meldt med den bedste tid. Han havde ligeledes den bedste tid ved publikumsposten midt i løbet og på den sidste radiopost.  Rasmus stemplede sidsteposten i tiden 90:26 – 3 minutter hurtigere end den hidtil førende rytter, og så var det bare at vente på de 15 sidst startende ryttere – og på papiret bedste ryttere. Rasmus havde kørt et løb med kun 4 meters bom og et vejvalg, som på kortet så fint ud, men i virkeligheden indbefattede en mega dårlig sti, som gav et tidstab på ca. 1 minut.

Heldigvis viste det sig, at flere af konkurrenterne havde taget det samme vejvalg. Det viste sig hurtigt, at der kun var to ryttere, der kunne true Rasmus, frankmanden Baptiste Fuchs, der var 22 sekunder efter Rasmus på den sidste radiopost, og russeren Ruslan Gritsan, der var 36 sekunder efter. Baptiste  tabte dog yderligere tid til Rasmus på den sidste strækning og var i mål 25 sekunder efter Rasmus. Til gengæld havde Ruslan taget tid på Rasmus, og da han blev varslet lige før målgang, stod det klart, at det kun ville være ganske få sekunder, der ville skille de to ryttere. Heldigvis var Rasmus’s forspring stort nok, og Ruslan endte som 2’er, 9 sekunder efter Rasmus.

Camilla havde til gengæld et skidt løb og var slet ikke tilfreds med sin indsats, da hun kom i mål. Hun endte som nummer 8, 8:35 minutter efter vinderen, russiske Olga Shipilova Vinogradova, som kom ind i tiden 90:09.

Oliver syntes selv at han havde et godt løb, men han måtte bare erkende, at han endnu ikke kan træde tilstrækkelig med watt, og dermed ikke kan holde den nødvendige fart i cyklen for at være med helt fremme. Oliver endte med en 44. plads ud af 59 startende ryttere.

Det var i øvrigt en rigtig god dansk dag. Der var også guld til Mikkel Brunstedt Nørgaard i M17 og til Thomas Steintahl i M20, så Dannebrog gik til tops 3 gange ved præmieceremonien. Rent dansk bord i herreklasserne!

I dag fredag var der mixstafet, og her skulle Camilla og Rasmus køre sammen. Camilla fik lavet et par små bom på førsteturen, hvor hun desværre også fik lavet et fejlklip, så de blev diskvalificeret.

I morgen lørdag er stævnets sidste dag, og her står den på stafet.