Vintertræningen foregår i år fra Slotsskolen, Fussingsvej 6, Horsens hvor vi mødes ved skolens hal.
Vores træningstid er rykket ½ time til kl. 17.30, så håber vi at endnu flere kan nå at være med til vintertræning.
Vi var nødt til at flytte fra Midtbyskolen, da nogen havde snuppet vores haltid. Men det lykkedes at få en ny tid et andet sted. Slotsskolen er ikke et dårligt bytte. Der er fine grønne områder og en god bakke ved Fængslet og heller ikke langt til Bygholm Park, så vi skal nok kunne lave fin løbetræning i denne vinter også.
De mindste børn fra 0. klasse til 10/11 år træner indenfor i gymnastiksalen. Træningen består af forskellige lege, der styrker grundform og motorik. Men måske vigtigst er at børnene hygger sig sammen. Træner er Ida Thesbjerg.
For de ældre løbere fra 10/11 år og ældre er der udendørs løbetræning. Målsætningen er at gennemføre en varieret og spændende løbetræning, hvor øvelserne er tilpasset så alle kan være med uanset tempo. Træningen forbereder løberne til de øgede udfordringer, der møder dem i de ældre løbsklasser. Vi varierer træningen mellem løbe øvelser og orienteringsøvelser, af og til bruger vi pandelampe (som kan lånes af klubben). Forældre og andre voksne kan også løbe med, træningen er åben for alle! Træner er Astrid Ank Jørgensen og Nicklas Mønster Jørgensen.