Mindeord for Ellen Nielsen

Det er med en ubærlig sorg, vi har fået meddelelsen om, at Ellen Nielsen 27. august 2018 er død kun 69 år gammel.

Ellen har sat spor i hjerter og sjæl. Lige fra den dag Ellen kom i orienteringsklubben, sammen med Eigil, Troels og Katrine, har hun på sin egen stille og rolige måde været der. Ellen var venlig overfor alle, ingen gik forgæves efter hjælp eller et godt råd, Ellen var der altid for vennerne, hun var altid vennernes ven, hun forstod at give kærlighed, nærvær og sætte aftryk på sin egen måde. Ellen forstod at give kærlighed, nærvær og sætte aftryk.

Familien har mistet et anker, Ellen var fyrtårnet bag familien på samme måde, som hun var der for alle andre. Når Eigil har været involveret i de store arrangementer stod Ellen bag. Mange opgaver løftede hun også selv ved de store arrangementer. I dag er det en dyb sorg, men sorgen opstår netop fordi kærligheden har eksisteret til alle og ikke mindst til hele familien.

Vi er mange fra orienteringsklubben, der har mødt Ellen som den første person, når man vågnede op af en narkose, hurtigt sagde hun, du har stribe i panden, jeg hjælper dig lige med noget, så du ikke har ondt mere. Derfor syntes det særligt uretfærdigt, at da Ellen havde ondt, var der ingen, der kunne hjælpe, og hun måtte igennem en ond og lang sygdomsperiode.

Ellen var en sikker hjælper, da jeg var ungdomsleder i klubben. Både de unge, som var i klubben dengang, og jeg selv, har haft rigtig mange gode oplevelser, vi kan takke Ellen for. Vi er nok også nogle, som endnu kan huske, når vi sammen lavede mad til klubfest, og så har Ellen heller ikke været bange for at løbe et par medaljer hjem til klubben.  

Det er en mangeårig god ven, som vi her må tage afsked med, og vores varmeste tanker går til Eigil, Troels, Katrine børnebørn og svigerbørn.

Ære været Ellens minde.

Aase Thyssen