Invitation til klubtur i efterårsferien

Efter at turen er gået til Göteborg de sidste par år har flere turdeltagere ønsket at komme et andet sted hen, i anledning af at 10-mila næste forår foregår i Skåne tager vi en simpelthen til Skåne!

Vi skal bo i FK Bokens klubhus i Perstorp. Der er 16 senge på sovesal, og dertil 2 ekstra soverum, hvor ungdomsløberne kan sove på hårdt underlag. Desuden er der 8 ekstra senge i Golfklubben 1 km væk. Vi laver selv mad de fleste dage, så vær forberedt på at få en opgave!

Der vil være masser af orienteringstræning i de spændende svenske skove, skovene i Skåne er mere varierede end i Göteborg og byder bl.a. på strandskov ved Åhus. På klubturen er der også masser af tid til hygge, lösgodis og kortsnak. Vi laver træning i forskellige sværhedsgrader, (begynder, let, mellemsvær og svær) tilpasset de løbere, der er med på turen.

Pris 550 kr. for både børn og voksne, incl. overnatning og mad. (prisen er billigere i år da vi ikke sover på vandrehjem). Dertil kommer udgiften til en aften eller 2 med restaurantbesøg. Udgift til benzin og broafgifter indgår ikke i turen og afregnes i bilen.

Foreløbigt program:

  • Søndag d. 14. oktober deltagelse i Løvfaldsløbet i Silkeborg, tilmelding via o-service, derefter afrejse til Sverige, første aktivitet i Sverige er natløb ca.  kl. 20.00
  • Mandag – onsdag, orienteringstræning og en alternativ aktivitet.
  • Torsdag, træning om formiddagen, derefter hjemrejse, forventet ankomst i Horsens ca. kl. 18.00

Spørgsmål til turen eller tilmelding til madsmikkelsen@yahoo.dk så hurtigt som muligt, hvis du gerne vil bo i ekstraværelserne er der tilmelding den 18. september ellers senest 1. oktober – Angiv om du har pladser til overs i bilen eller mangler kørelejlighed!

Tag udfordringen op og prøv kræfter med det svenske terræn!