I disse dage foregår den 3. og afsluttende World Cup-runde i MTBO i Odemira i det sydlige Portugal. Mens vi går og ønsker os tilbage til de varme sommerdage, døjer MTBO-landsholdet med temperaturer op mod 38 grader, når de kører konkurrencer.
Der var på forhånd store forventninger til Camilla efter hendes verdensmesterskab i Østrig i august, og hun viste da også, at det ikke var en tilfældighed, at hun vandt ved den lejlighed.
På langdistancen lørdag viste hun sin store klasse og henviste de øvrige deltagere til statistroller, idet hun vandt med en margin på 2:42 til nummer to, tjekken Martina Tichovska. Langdistancen i dameklassen var på 20,1 km i luftlinje svarende til 27,6 km i optimalt vejvalg med 875 højdemeter. Løbet blev kørt i et terræn med løs grus og mange stejle partier, hvor det var meget vigtigt at holde godt styr på højdekurverne for at vælge den rigtige rute. Camilla lagde hårdt ud og førte klart på begge mellemtider. På GPS-track’ingen kunne man se, at Camilla stort fik taget de helt rigtige valg, og hun førte hele vejen fra start til hun efter 107 minutter kunne kørte i mål.
”Det var en hård omgang, men jeg er rimelig tilfreds med mit løb. Der er kun én post, hvor jeg tager et lidt dårligt vejvalg. Det handlede virkelig om at få læst højdekurverne og tage sine stop og så bare presse på hele vejen rundt og kæmpe til det sidste, for det var virkelig varmt og – ja – hårdt.”
Og det gav pote – efter ca. 15 minutters ventetid, kunne Camilla lade sig fejre, da ingen af de resterende konkurrenter kunne nå at indhente hende.
Søndag var det så sprintdistancen. En meget hektisk distance, der foregik i den gamle bydel i Odemira med mange små smøger og mange smutveje med trapper. Så det var rigtig vigtigt at holde hovedet koldt og have god kortkontakt, for der var ganske enkelt ikke tid til at lave fejl.
Camilla lagde i vanlig stil meget hårdt ud, og på den første radiopost havde hun bedste tid. Dette holdt hun hele vejen i mål og kunne efter de 4,9 km og 190 m stigning køre i mål til endnu en sejr med et forspring på 7 sekunder til briten Claire Dallimore, og yderligere 19 sekunder til portugiseren Marisa Costa. Camillas vindertid blev 15:53 minutter.
Disse 2 sejre betyder, at Camilla bliver nummer 2 i den samlede World Cup i år, og at hun også er nummer 2 på World Rankinglisten. De samlede bedste resultater hun nogensinde har nået.
Rasmus kæmpede med en punktering
Rasmus har haft en lidt skidt MTB-O-sæson med skader i foråret. Det har betydet, at han aldrig er kommet op på det niveau, han havde sidste år, så han havde ikke de helt store forventninger til løbene.
På fredagens mellemdistance kørte Rasmus en rigtig god mellemdistance og var godt med, indtil han blev ramt af en punktering, der kostede ham ca. 5 minutter. Det er der bare ikke råd til, så han sluttede som nummer 18, knap 6 minutter efter den vindende russer Ruslan Gritsan. Men bortset fra punkteringen havde han en rigtig god fornemmelse, og kørte et næsten fejlfrit løb, hvor hastigheden var OKAY, så det skulle han bare forsøge at tage med til de efterfølgende løb.
Langdistancen foregik som nævnt ovenfor i et meget kuperet terræn, som ikke er Rasmus’ favoritterræn, og han valgte at udgå efter knap halvdelen af banen.
Rasmus skulle så forsøge at reje sig på søndagens sprint. Og det må man sige, at han gjorde. I lang tid lå han med de bedste tider på radioposterne, men der kom nogle meget hurtige ryttere blandt de sidst startende og han endte med en flot 4. plads: 9 sekunder fra bronzen og 1:25 efter den vindende tjekke Vojtech Ludvig. Vojtech var faktisk så hurtig, at han indhentede og trak finnen Pekka Niemi, der startede 1 minut før, med til mål til en 3. plads og altså lige foran Rasmus.
Har du lyst at se GPS-tracking fra løbene kan de findes her: https://mtbo2018.fpo.pt/wpmtbo/en/category/news/