Find vej med smil på læben – og sved på panden
Det er ikke altid nemt at gøre løbe- eller gåturen sjov, ny og udfordrende hver gang, men det gør orienteringsløberne i Horsens Orienteringsklub , noget ved tirsdag d. 21. maj.
Den dag slår klubben dørene op, så alle interesserede kan komme forbi og prøve kræfter med sporten, der kombinerer motion med at finde vej til en række poster – en slags skattejagt i skoven.
– Vi oplever hele tiden, at nye i vores sport siger: ”Har jeg allerede løbet tre kilometer?”, fordi de har så travlt med at finde vej til de næste poster, at de slet ikke opdager, hvor langt de har bevæget sig, siger Thomas Kokholm, der er formand i Horsens Orienteringsklub.
Han understreger, at klubben er klar med udfordringer, der passer til alle – uanset hvor meget de går eller løber til daglig, og hvor meget erfaring de har med at kigge på kort i forvejen. Der er således flere af klubbens medlemmer der er klar til at hjælpe interesserede godt i gang med udfordringerne.
– Man kan komme alene eller tage hele familien med. Vi tør næsten garantere, at alle får et smil på læben undervejs i den forårsgrønne park, og der er udfordringer til både store og små, siger formanden.
Arrangementet er en del af den verdensomspændende event ”World Orienteering Day”, hvor hundredetusindevis dyrker orienteringsløb i den samme periode. I 2018 fandt knap 350.000 vej over hele verden på orienteringsdagen, der i år afholdes for fjerde gang.
Der er også mulighed for at vinde en præmie undervejs, idet klubben trækker lod blandt deltagerne om en række sportstasker, som Dansk Orienterings-Forbunds samarbejdspartner Løberen har sponsoreret.
Interesserede skal blot møde op i Lunden i Horsens ved Østergade 97 kl. 17.00 – 18.30 d. 21. maj i tøj til at bevæge sig i, så sørger orienteringsklubben for at hjælpe i gang med kortet og de nødvendige instruktioner.