Instruktion 14/12 2019 – Ølsted Kærskov

Det er snart Jul og december halvvejs passeret med deraf følgende indtagelse af mere mad end ellers. Derfor er der ekstra god grund til at brænde nogle kalorier af i Ølsted Kærskov og vi glæder os til at se jer til nogle hyggelige timer i skoven.

Kortet er revideret i 2018 og dermed forholdsvis opdateret, men pas på – der er lidt udfordringer på især den lange bane i det østlige skovparti, hvor nogle af grøfterne driller. Generelt kan det være svært at se de små stier på grund af nedfaldne blade, hvilket kan give lidt udfordringer på begynderbanen og let bane. Efterårets megen nedbør har også gjort bunden blød og tung at løbe i.

Har du brug for hjælp, så henvend dig til os, og vi finder en, der kan råde og vejlede dig omkring dagens orienteringsløb.

BEMÆRK: POSTINDSAMLING STARTER SENEST KL. 15.

 

Banelængderne er følgende:

Bane 1: 8,1 km svær– 21 poster

Bane 2: 5,6 km svær – 18 poster

Bane 3: 3,8 km svær – 15 poster

Bane 4: 4,6 km mellemsvær – 18 poster

Bane 5: 3,0 km let – 13 poster

Bane 6: 2,7 km begynder – 11 poster

Proceduren er den sædvanlige, nemlig

Læg startafgiften i pengekassen. 0-24 år: 10 kr. 25 år og derover 20 kr. Er du ikke medlem af Dansk Orienteringsforbund betaler du 20 kr. oveni uanset alder. Tag et vandfast og printet kort. Udfyld et startkort med navn, banenr. og briknr. Aflevér det udfyldte kort til os.

Hvis du ikke selv har en brik, låner du en uden beregning. Taber du brikken, skal den erstattes med 400 kr. Husk at rense og tjekke brikken (også selvom brikken er lånt). Der er clear- og checkenheder ved start. Opsøg posterne i rækkefølge og sæt brikken i enheden for at få ”kvittering” ved bip-lyd og/eller rødt blink. Husk at sætte brikken i målenheden inden du henvender dig til os igen for at få stræktider.

Løbet er ikke tilgængeligt på O-Track – det har vi nemlig ikke lært endnu 😊. Rigtig god tur i skoven.

John og Michael