Horsens OK vandt medaljer ved DM både individuelt og i stafet – pressemeddelelse fra Horsens OK
Jacob Klærke Mikkelsen og Elin Holm Jensen fra Horsens Orienteringsklub vandt søndag guldmedalje ved de individuelle danske mesterskaber i orienteringsløb i henholdsvis klassen H10 og D60.
Jacob Klærke Mikkelsen og Elin Holm Jensen vandt guld ved DM individuelt i Klinteskoven.Jacob Klærke Mikkelsen vandt i klassen for de yngste drenge i tiden 15.07 for banens 2,9 km. – 36 sekunder foran nr. 2. Han gentog dermed sin triumf fra DM på mellemdistancen for tre uger siden ved Silkeborg.
Elin Holm Jensen vandt D60 i tiden 47.37 for banens 3,5 km. – 41 sekunder foran nr. 2. Hun har tidligere på året vundet sølv ved DM ultralang og bronze ved DM på mellemdistancen.
Mesterskaberne blev afviklet i Klinteskoven på toppen af Møns Klint, hvor bakkerne var med til at trække kræfter ud af benene på løberne to dage i træk, da der traditionen tro var tale om et dobbelt DM med DM stafet om lørdagen.
Sølv og bronze i stafet
Ved DM stafet blev der sølv til Horsens Orienteringsklubs stærke D40-løbere og bronze til de jævnaldrende herrer i H40.
I D40 var det en spændende dyst, hvor Susanne Loft Thyssen kom ind som nr. to efter første tur – halvandet minut efter Silkeborg OK. Derefter løb Anne Boye-Møller Horsens-holdet i front på 2. tur, men på sidste tur skulle Rikke Holm Jensen op mod tidligere juniorverdensmester og nykåret veteranverdensmester Tenna Nørgaard Landsperg, så Rikke måtte se sig passeret, og Tenna løb sejren hjem til Tisvilde Hegn OK i samlet tid på 2 timer og 21 sekunder – 2.19 foran Horsens-pigerne. Silkeborg OK blev nr. 3.
Herreholdet, der vandt bronze i H40, bestod af Carsten Thyssen, Allan Thesbjerg og Mads Mikkelsen.
Lige ved og næsten
Flere medaljer blev det ikke til Horsens-løberne i år, men ved søndagens individuelle DM var flere løbere tæt på præmieskamlen.
De tre D40-løbere fra lørdagens stafethold kom lige nøjagtig uden for medaljerækken som nr. 4, 5 og 6 og med kun 55 sekunders forskel i løbstiden mellem de tre. Rikke Holm Jensen blev nr. 4 godt et minut fra bronzen, Susanne Loft Thyssen nr. 5 og Anne Boye-Møller nr. 6.
I klassen for 13-14 årige drenge fik Mikkel Holm Nielsen et rigtigt flot resultat som nr. 4 kun 4 minutter fra guldmedaljen. De tre medaljetagere i klassen er alle 14 år, mens Mikkel kun er 13, så han får chancen for at gøre sig gældende i klassen til næste år.
To Horsens-løbere med rigtigt mange medaljer i skabet blev nr. 5 ved årets individuelle DM. Den ene var Jakob Ravn i klassen H80. Den anden Kent Kragh i klassen H50, hvor han kun var to sekunder fra en bronzemedalje.