Lørdage i januar og februar er traditionelt festdage i Horsens Orienteringsklub. Vi mødes til træningsløb og nyder det flotte område ved Bygholm. Efter løbene samles vi i klubhuset, hvor vi hygger os med varm chokolade og hjemmebagte boller. Det er også de lørdage, hvor mange ”ikke medlemmer” lader sig lokke til at få lidt mudder på skoene og måske slippe af med et par overflødige julepund. Det er festligt, folkeligt og fornøjeligt.
Alt det vil vi gøre om godt et års tid i 2022, men lige om lidt i 2021 må vi desværre nøjes med en meget ”light” udgave pga. Coronarestriktionerne. Det gældende forsamlingsloft og øvrige restriktioner gælder ganske vist blot til 2. januar, men vi har besluttet at planlægge jan/feb-løbene, så de flugter med de betingelser vi kender i dag.
Det betyder en fortsættelse af Selvbetjenings O-løbene, men med en lidt ændret tidsramme i forhold til efterårets løb. Vi vil bede arrangørerne om at udsætte posterne lørdag formiddag. Løbet er så åbent fra lørdag middag til søndag middag og der kan samles poster ind i dagslys søndag eftermiddag.
Listen med jan/feb-løbene er ophængt i klubhuset, så vi venter blot på, at en stribe glade arrangører vil skrive sig på. Mange kommer slet ikke i klubhuset i denne tid, så man kan også melde sig ved at skrive eller ringe til Henning på hha@surfpost.dk / 6092 4353 eller Tommy på tommy@jakobsen.be / 2931 2258.
De glade lørdage med snesevis af folk i klubhuset må vi kigge langt efter. Klubhuset vil ikke være samlingspunkt for disse Selvbetjenings O-løb.
Vi kan opfordre arrangørerne til at tænke lidt alternativt i forbindelse med benelægningen. Måske skal startstedet være et helt andet sted end det plejer, så løberne på de korte baner oplever andre dele af området end de sædvanlige.
Hvis der laves baner som går fra Åbjergskoven til Bygholm Park, skal man være opmærksom på vejarbejdet på Schüttesvej. Løbere kan næppe passere Schüttesvej ved Åbjergskovvej, men må have tvungen overgang ved krydsene ved Hattingvej og/eller Lovbyvej.
Det er let at forfalde til tungsind over den spændetrøje som Coronaen har lagt os i. men vi skal i stedet glæde os over, at vi stadig har muligheden for at dyrke vores sport, om end noget anderledes end vanligt.
Vi håber at mange vil benytte lejligheden til at komme i skoven ved jan/feb-løbene. Fordel jer over hele åbningstiden, så vi uden problemer kan overholde restriktionerne.
Træningsudvalget, Horsens Orienteringsklub
Tommy Jakobsen