Kære venner i Horsens OK
Efter lørdagens løb i Børgelund vil jeg bare sige, at jeg er ked af, der ikke var nok trykte kort.
Jeg er dog mere ked af, at jeg skal høre på bebrejdelser fra flere klubkammerater. Halvvejs fra min bil og til klubteltet, var jeg blevet kontaktet af de første 2, der ville fortælle, at jeg ikke havde lavet nok kort til løbet i dag. På pladsen foran teltet var en gruppe i gang med at diskutere, at man da kan sige sig selv, at der kommer mange til løb i Vrads – jeg hørte det godt, selvom, det ikke var direkte henvendt til mig. Jeg blev sågar råbt an ude i skoven, for at få en information om, at vedkommende måtte vælge en anden bane, da jeg ikke havde trykt nok kort.
Jeg havde glædet mig til en lang bane 1. Måtte nøjes med en mellemsvær bane 4, som i øvrigt var både sjov og udfordrende, men tog fra løbet ked af, at I tror, det er mit ansvar.
Jeg vil med glæde trykke både 200 og 300 kort hver gang, men med respekt for klubkassen, prøver jeg efter bedste evne at tilpasse antallet. Og nej, jeg vidste ikke der kom så mange til løbet i Vrads, troede de fleste var taget til DM ultralang, hvilket jeg lige har trykt 750 kort til.
Efter løb med mange kort i overskud, har jeg også modtaget kommentarer om, at det vist er lidt frås med alle de kort. Heri føler jeg, at der ligger en skjult kommentar om, at jeg trykker for egen vindings skyld.
Jeg prøver efter bedste evne at tilpasse antallet, men jeg føler ikke, at det bliver værdsat, så fremover bedes I som banelæggere selv definere det antal kort I ønsker – jeg har vedhæftet antallet (Korttryk 2021), der er blevet brugt i år, så I kan få en ide om, hvor forskelligt og svært det er at bestille det korrekte antal kort.
Blot til info: Jeg er ikke ansvarlig for manglende kort fremadrettet, så lad være med at ødelægge min lørdag.
O-hilsen til jer alle
Carsten Thyssen