I disse dage (8.-10. oktober 2021) afvikles der EM i MTBO i Portugal, og det danske landshold er på plads med store forhåbninger efter de mange guldmedaljer ved VM i Finland i juni.
Bronze på mellemdistancen
I går torsdag blev der kørt mellemdistance i et teknisk krævende terræn. Camilla kørte et godt disponeret løb, men laver et forkert vejvalg til post 5, hvorved hun mister ca. 1 minut. Dette formår hun ikke at indhente på resten af banen, og kommer i mål som treer i tiden 45.28 minutter.
Camilla er OK tilfreds med sit løb. Hun giver udtryk for, at hun kørte et kontrolleret løb med god kortkontakt; men hun følte ikke, at hun havde power nok i benene til at køre så hurtigt, som hun gerne ville. Vinderen blev Nikoline Splittorff, der er Camillas landholdskollega, i tiden 44.55 minutter.
Guld på langdistancen
Camilla er jo regerende verdensmester på langdistancen, så i dag skulle hun skulle revanchere sig på denne distance. Hun var klar over, at der skulle køres sikkert, men også mere aggressivt end på mellemdistancen, hvis det skulle lykkes. Hun lykkedes stort set med de rigtige og sikre vejvalg, og hun kørte virkelig på. Hun indhentede en stor del af sine tidligere startende konkurrenter, og havde derfor en rigtig god fornemmelse. Først på den allersidste del af løbet tog hun den lidt mere med ro for at være helt sikker på vejvalgene. Hun kom i mål til en sikker guldmedalje i tiden 91.02 minutter godt 2 minutter foran Veronika Kubinova fra Tjekkiet og yderligere ca. 1 minut foran gårsdagen vinder Nikoline Splittorff.
Så nu er Camilla både Europa- og Verdensmester på den lange distance i MTBO 2021.
I morgen søndag kører seniorer mixstafet med et hold med 1 dame og 2 herrer.
Løbet kan følges med liveresultater, GPS-tracking og live-TV på løbets hjemmeside: https://mtbo2021.fpo.pt/follow-the-race/