Som de fleste nok har bemærket kommer Royal Run Danmark til Horsens og Horsens Orienteringsklub står sammen med Horsens Kommune som arrangører af løbet den 9. juni 2025 i Horsens.
Arrangørerne forventer mange tusinde løbere i Horsens, inklusiv mindst en deltager fra den kongelige familie. Dermed bliver Royal Run til Horsens største motionsløb. Sammen med en masse tilskuere bliver der løbefest 2. pinsedag i Horsens. Jeg tror ikke at det bliver ikke større!
Thomas Kokholm er projektleder og står for at arrangere selve løbet, det betyder at vi skal være en masse hjælpere på dagen til at vise vej, uddele væske og medaljer og løse mange andre opgaver, der hører sig til et motionsløb af den størrelse.
Reserver allerede nu dagen og vær med til at gøre Royal Run til en løbefest i Horsens!
I løbet af november vil der komme mere information om hvordan du tilmelder dig som hjælper og yderligere information om hvilke opgaver vi skal løse.
Bestyrelsen håber at Horsens OK kan stille et rigtigt stort hold af frivillige, så vi som klub kan gøre vores til at skabe en god oplevelse for alle deltagerne.
Bevæg dig for livet
Royal Run er udover løbefesten d. 9. juni også en opfordring til at dyrke motion, faktisk er mange af deltagerne til Royal Run ikke nogle som normalt løber. Derfor er Royal Run en mulighed for at byde nye løbere ind i klubbens fællesskab.
Vi har derfor brug for instruktører / trænere, der kan være med til stille et motionstilbud på benene sammen med vores lørdagsløb i januar og februar og videre frem mod d. 9 juni. Som det fremgår er dette tilbud stadig kun i idéfasen, så der er store muligheder for at sætte sit præg på tilbuddet. På medlemsmødet blev der talt om at det skulle være et tilbud til både løbere og walkere.
Også her gælder det at jo flere, der vil være med til at hjælpe, jo sjovere bliver det at stå for det.
Vil du være med på et hold, der står for et motionstilbud som opvarmning til Royal Run?
Så giv besked il Mads Mikkelsen madsmikkelsen@yahoo.dk