DM i langrend sluttede med mere metal

Så er DM i langrend ovre for denne gang, og det sluttede som sædvanligt med den lange distance på h.h.v. 30 km for kvinder og 50 km for mænd.

Men først skulle der lørdag afvikles den mest hektiske og for deltagerne nok mest udmattende distance: sprintstafetten. Som navnet siger er det en stafet og her løbes skiftevis af den ene deltager i klassisk stil og af den anden i fri stil. Løjperne er forskellige og på ca. 1,2 km og de løbes 3 eller 5 gange afhængig af klasse. I praksis er det altså en slags intervalløb. hvor man får en pause for at komme sig mellem sine intervaller på ca. 4 minutter, afhængig af makkerens hurtighed.

Anne og Camilla dannede par og havde på forhånd store forventninger til deres løb og placering. Anne løb fri stil, og Camilla tog turen i klassisk stil. Taktikken var at prøve at komme frem i front, og lægge pres på fra starten, og så forhåbentlig blive der.

I år startedes i fri stil, og Anne lagde godt ud fra stadion, og kom ind til skiftet lige efter nr. 2. Camilla fulgte godt op, og holdt pladsen. De blev dog hurtigt klart, at de ikke helt kunne følge med, så langsomt kom de lidt længere bagefter, men 3. pladsen var ikke på noget tidspunkt i fare, og Camilla kunne løbe dem i mål på en bronceplads.

Ole have ikke mulighed for at lave en klubhold, men dannede par med Claus Carlsen fra Københavns Skiklub, og deltog derfor udenfor konkurrencen. Det forhindrede dog ikke holdet i at tage en sikker sejr i H50, og de vandt dermed æren, mens Aarhus Skiklub fik guldmedaljen.

Søndag var det så den lange distance med fællesstart for alle deltagere. Der var kommet en del ekstra løbere op til weekenden, så det var et stort felt, der stillede til start. Vejret var fint med ca. 5° frost, stort set ingen vind og lidt snedrys, så forholdene var optimale. Der blev løbet på en rundstrækning på ca. 10 km, som skulle løbes fra 1 – 5 gange afhængig af klasse, og altså 30 km for Anne og Camilla og 50 km for Ole.

Foto: Tore Hulgaard
Foto: Tore Hulgaard

Det er en fin men hård tur med nogle bratte opstigninger, så det gælder om at få disponeret kræfterne, og man skal passe ikke lægge for hårdt ud, når starten går, hvor man risikerer at blive revet med af stemningen.

Anne var fint med, og hun endte med at få sølv i D40. Camilla var mærket af de forudgående konkurrencer, og endte med at måtte sætte derfor en roligere tempo. Ole havde et meget fornuftigt løb, og sluttede som nr. 5 i H50.

Så samlet en meget god indsats af Horsens OK’s skiafdeling i dette års DM i langrend.