Lørdag d. 2/4 blev der afholdt danmarksmesterskaber i nat-orientering i Hou Skov ved Mariager. Ca. 330 orienteringsløbere dystede om guld-, sølv- og bronzemedaljer i nattens mørke vha. pandelampe, kort og kompas.
Horsens Orienteringsklub var flot repræsenteret med 21 stillende til start og leverede et flot resultat med hele 6 løbere på præmieskamlen. Blandt ungdomsløberne vandt Theresa Skouboe guld i klassen D12 og Jacob Klærke Mikkelsen vandt guld i H14. I seniorrækkerne tog Horsens også guld: således fik Irene Mikkelsen og Elin Holm Jensen den gyldne medalje om halsen i henholdsvis D40 og D65. Desuden var der sølv til Rikke Holm Jensen i D45 og bronze til Britta Ank Pedersen i D55.
De næste danmarksmesterskaber, som Horsens Orienteringsklub deltager i, er allerede om 3 uger, hvor afholdes der DM i sprint, som er by-orientering, i Aabenraa og ultra-langdistance på Rømø.