I dag fortsatte VM i MTBO med mellemdistance i Ebeltoft.
Camilla startede godt ud på den meget teknisk svære bane og lå undervejs med hurtigere radiotider end den senere verdensmester, briten Emily Benham Kvåle. Men et tidstab ved post 12 betød, at Camilla delte bronzen med finnen Marika Hara – lidt mere end to minutter efter den vindende brite.
– Jeg laver nogle små fejl, men det er gået fint. Det var faktisk kun ved post 12, at jeg lavede et reelt bom, og ellers var jeg lidt tøvende flere steder. Det var rigtig svært i dag. Det gik faktisk okay med orienteringen, men jeg havde ikke fornemmelsen af at kunne trykke til derude. Så jeg er sådan lidt mellemfornøjet, sagde Camilla Søgaard efter sit bronze-løb. Oliver Friis blev nr. 33 i det ca. 80 mand store felt.
Igen blev det succes for de danske juniorer, idet Nikoline Splittorff vand D20 og Thomas Steinthal vandt bronzei H20.
VM ugen fortsætter med langdistance i morgen.