Fidusløb og træningsløb, resultater

Med stille, lunt og tørt vejr havde vi ualmindeligt godt vejr til afvikling af årets Fidus- og træningsløb i Bjerge Skov 21. december. I alt 81 løbere havde valgt at tage en pause i juletravlheden og i stedet bruge en eftermiddag i den altid skønne og til lejligheden også temmeligt bløde Bjerge Skov. Samtidig havde vi valgt at lave bane 1 i en lidt lang udgave, så kombineret med skovens kupering var det muligt at få testet fysikken.

Modsat var det med årets Fidusløb, hvor helt andre talenter end fysisk styrke også skulle i spil. Vi havde i vores brainstorming fokus på, at det gerne måtte være fuldstændig uforudsigeligt, hvem der i sidste ende skulle løbe med laurbærrene. Derfor endte vores overvejelser med, at Fidusløbet skulle være et mangepostløb kombineret med en Scrabble konkurrence – en bogstav- og ordleg, hvor man skal forsøge at danne flest mulige ord ud fra de bogstaver, man har til rådighed. Ved hver post var således ophængt en pose med tre forskellige bogstaver, og hvert hold måtte tage et af hver, altså i alt tre bogstaver pr. post.

Bogstaverne var i lighed med Scrabble-spillet udstyret med forskellige antal point, således at almindelige og forholdsvis let anvendelige bogstaver gav få point, mens mere sjældne og svært anvendelige bogstaver gav flere point. Der var sat 75 minutter af til både at få samlet flest mulige bogstaver og dernæst at få dannet flest mulige ord i en sammenhængende kryds- og tværs efter hjemkomst fra skoven.

De fleste hold havde disponeret tiden med en time i skoven og ca. 15 minutter til at lave ordene. Ret hurtigt viste det sig, at holdenes kreativitet og dygtighed var på et højt niveau. Der blev gået til den med stor koncentration, og f.eks var der hold, som formåede at bruge samtlige hjembragte bogstaver – typisk 70 til 80 stk. Vi var derfor meget imponerede over de mange ord, der var dannet og sat sammen, da konkurrencen sluttede i næsten bagedyst-stil.

Det gav os så en udfordring, som vi ikke helt havde regnet med, da sammentællingen blev noget mere omfattende og tidskrævende, end vi havde forventet. For godkendelse af ord havde vi sat det kriterie, at ordet skulle findes i dansk retskrivningsordbog, og den store kreativitet gjorde, at en del ord skulle slås op. Derfor blev ventetiden også for lang for de fleste, og vi fik ikke kåret et vinderhold – det vil vi gerne beklage her.

Som det fremgår af resultatlisten kan vi så her kåre Niklas og Finn Ingwersen som vinder af årets Fidusløb – tillykke med det. Niklas og Finn samlede mange bogstaver, men det blev også afgørende, at næsten alle ordene kunne godkendes – flot, flot!

Tak til jer, der deltog i årets Fidus- og træningsløb. Også tak til Grafisk Forum, som fremstillede alle bogstaverne og afleverede dem i en orden, så vi let kunne komme videre med fordelingen af alle bogstaverne.

Og ikke mindst en stor tak til Irene Mikkelsen og Per Mønster, som hjalp med postindsamlingen mv, så vi kunne komme hjem til spisetid.

NB: Vi vil forsøge at arrangere en overrækkelse af Bjerre Skov Fadet til vinderne i nær fremtid – måske en Super tirsdag.   

Thomas Emil og Frank Krog

Resultater, julefidusløb

Resultater, træningsløb