Så er DM i langrend slut og Horsens OK’s skiafdeling kan se tilbage på en god og udbytterig uge.
Vi sluttede den sidste beretning fra DM i langrend med optakten til duathlon, hvor der først løbes en distance i klassisk stil, hvorefter der byttes ski og løbes en tilsvarende distance i fri stil.
I lighed med de øvrige konkurrencer løber alle fra D17 – D50 med i konkurrencen om det danske mesterskab, og Anne var på baggrund af sine tidligere resultater seedet helt i front. Og der holdt hun sig hele vejen. Hun lå hele vejen og kæmpede om 6. – 7. pladsen, og spændingen holdt helt til målstregen, hvor der måtte målfoto til for at den endelige stilling kunne fastlægges – en flot 7. plads i den samlede stilling og en suveræn første plads og guld i D50.
Jeg havde selv et rigtig godt løb, men må bare erkende, at der er et stykke op til de bedste i min klasse. Det lykkedes dog at has på min nærmeste konkurrent, så jeg endte som nr. 3 og dermed en bronzemedalje i H60.
Torsdag var hviledag med instruktioner for alle. Torsdag er desuden dagen med de lange distancer i børneklasserne, efterfuldt af leg på ski og bål med lomper og pølser. Om aftenen var der desuden natløb med pandelamper for alle interesserede børn. Efter en tur rundt i løjperne sluttedes af med bål.
Fredag bød på parstafet, hvor den deltagerne på skift løber 3 – 5 omgange på ca. 1,2 km i hhv. klassisk og fri stil – en intensiv og publikumsvenlig disciplin. Anne og jeg havde talt om at lave et hold, men vi endte med at stå over og gemme kræfterne til lørdagens langdistance.
Lørdag er nemlig langdistancedag med bl.a. Gausta Skimaraton på 50 km i klassisk stil. Det er dog – heldigvis – ikke alle klasser, der skal løbe 50 km. De unge, dameklasserne og H60+ kan nøjes med kortere distancer, men er velkommen til at løbe alle 50 km, hvis de ønsker f.eks. hvis de ønsker en seedning til Wasaløbet. Anne og jeg kunne nøjes med 30 km.
Løbet startede med nærmest den værste optakt. Om natten regnede det, og temperaturen lå mellem +1 og +2 gr., så da løjpen blev trukket op ved 6-tiden om morgenen tegnede det til nogle bløde og smattede spor. Trods en lufttemperatur på ca. +1 gr., lå temperaturen i sneen lige under 0-punktet, så sporene blev ikke bløde, men derimod ekstremt hårde og glatte. Dertil kom en kraftig vind, som også gav udfordringer. Det betød nogle meget hurtige spor, men også nogle hurtige nedkørsler, hvor det var svært at bremse, og holde sig i sporet. Det betød en masse styrt og afstikkere ud i den bløde sne, der gav nogle knubs, men heldigvis kun et lidt alvorligere uheld.
Anne holdt sig endnu en gang god med og havde et rigtig godt løb, der blev belønnet med en samlet 4. plads blandt de danske deltagere, og naturligvis endnu en gang en suveræn sejr og guld i hendes klasse D50.
Ud over at Anne var rigtig godt med i løjperne havde hun også en helt anden opgave til DM. Anne var nemlig igen i år en del af løbsarrangørgruppen, der koordinerer de frivillige, der står for de mange funktioner, der er nødvendige for at et DM-arrangement, som dette, kan afvikles. En supervigtig opgave som også blev klaret til ”guld”.
Så skiafdelingen kan se tilbage på et resultat- og afviklingsmæssigt godt DM i langrend.