Horsens OK arrangerer løbeskole fra den 3. – 7. august

Horsens Orienteringsklub arrangerer i 2020 for 7. gang løbeskole.
Målsætningen er at lave en udfordrende og sjov løbeuge, hvor der vil blive stiftet bekendtskab med mange forskellige løbediscipliner, som interval, stafet, orienteringsløb samt langdistanceløb.

Bag løbeskolen i år står et team med trænerene Ida Thesbjerg, Alberte Thyssen, Anne Sofie Harfot og Erik Thesbjerg. Det er unge ledere, men alle har erfaring, idet de tidligere har været med på løbeskolen som løbere eller trænere,  flere har desuden været trænere i orienteringsklubben. Man kan ikke løbe på tom mave, og her sørger Trille Ditlevsen for at løberne er godt forsynet.

Vi vidste tidligt at vi ville lave løbeskole i år , men så kom coronaen og satte planlægningen i stå. Indbydelsen kom derfor senere ud end den skulle, det har nok kostet lidt på deltagerantallet.  Vi er derfor rigtig glade for de 20 tilmeldinger vi er kommet op på. Vi ser frem til en god og sov løbeuge, hvor deltagerne får en masse gode oplevelser og lyst til endnu mere løb.

Løbeskolen arrangeres med tilskud fra Insero Fonden.