Camilla Søgaard vinder også guld på kvindestafetten

Begge billeder er taget af Nina Hoffmann

To gange VM-guld til Danmark på stafetten i MTBO

Det danske landshold satte torsdag et vanvittig flot punktum for VM-ugen i MTBO i Finland ved at vinde både kvindestafetten for seniorer og herrejuniorstafetten.

Efter gårsdagens verdensmesterskab var det spændende, om Camilla kunne være med til at sikre endnu en medalje til Danmark. Camilla Søgaard er sædvanligvis en stærk afslutter på stafethold, men hovedet skal jo også kunne følge med – det er ikke altid nok, at benene er gode.

Dameeliten kørte ca. 11 km. med 280 meter stigning i et kompliceret stinet. Hver rytter skulle finde vej til 16 kontrolposter. Cæcilie Christoffersen, der kørte den første tur, kom ind på en 5. plads og skiftede til Nikoline Splittorff 1 minut og 4 sekunder efter Finland. Nikoline forbedrede herefter de danske kvinders placering, idet hun skiftede som nummer to til Camilla Søgaard, blot 11 sekunder efter den førende finne. Camilla gav den herefter gas samtidig med, at hun formåede at holde hovedet koldt og klart, undertiden med mere en 40 km i timen og andre gange med løb igennem terrænet, når det var påkrævet. Camilla kørte over stregen i en samlet vindertid på 1:48:54 med en suveræn sejrsmargin på mere end 1½ minut til det finske kvindelandshold.

Juniorstafetten for herrer blev vundet af Noah Hoffmann, Mikkel Nørgaard og Morten Jørgensen i tiden 1:35:22 – med mere end 7 minutters forspring til russerne.

Herrestafetten blev nummer 6 med Oliver Friis på førsteturen og Allan Jensen og Thomas Steinthal på henholdsvis 2. og 3. tur.

Se evt. resultater og gps-tracking på: https://orienteering.sport/event/world-mtb-orienteering-championships-2021/relay/.