Sølv til Camilla ved VM i MTBO

 

Camilla og Oliver er lige nu med det danske MTBO-landshold til VM, der finder sted i Falun og Säter i Dalarna i Sverige.

Konkurrencerne startede i dag, fredag, med mellemdistancen, og blev kørt i en teknisk krævende skov ved Säter lidt syd for Falun. Generelt er mellemdistancen ret teknisk, og det var også tilfældet i dag. Yderligere havde banelæggeren lavet det fif, at kortets målestok ændrede sig i forbindelse med kortvend – først var det 1:10.000, mens den sidste halvdel af banen var på 1:7.500. Det gav lidt stress for rytterne, der hurtigt skulle omstille sig, og samtidig blev stibilledet noget mere kompliceret end i starten af løbet.

Det blev et hårdt og intenst løb, hvor det ikke var let helt at undgå fejl, og Camilla var da heller ikke helt tilfreds med sit løb, da hun kom i mål som foreløbig 1’er.

Camilla startede 14. sidst, så det var bare at vente, og til slut måtte hun se sig slået med 53 sekunder af sin landsholdskollega Nikoline Splittorff på den 11,52 km lange bane. Så både guld og sølv til Danmark.

Oliver havde en hård dag i skoven, hvor han ikke rigtig havde benene, og han fik desværre lavet en del fejl undervejs, så han måtte se sig distanceret og kom i mål som nr. 50.

I morgen, lørdag, er der stafet, hvor det danske kvindehold med Cæcillie Christoffersen, Nikoline Splittorff og Camilla Søgaard er forsvarende verdensmestre, og med resultaterne i dag må de nok betegnes som favoritter til at tage endnu en guldmedalje.

Løbet kan følges her: https://orienteering.sport/event/world-mtb-orienteering-championships/welcome/