Søndag bød på den lange distance ved VM.
Den blev kørt i skovene nord for Falun med udgangspunkt i Lugnet Stadion, der er nationalstadion for langrend og skihop i Sverige. Terrænet her har en del mere sten, klipper og rødder og er noget mere kuperet end det, de første dages løb blev kørt i.
Camilla kørte et godt og solidt løb, bortset fra starten, hvor hun lige skulle ind på kortet. Hun pressede hårdt på specielt på langstrækkene og mener selv, at hun får taget de rigtige vejvalg undervejs, så Camilla var godt tilfreds med sit løb. På den første mellemtid var hun lidt bagefter, men hun fik kørt sig frem og kom i mål i en foreløbig bedste tid.
Til slut endte hun som nr. 2, men da den førende rytter Emely Benham Kvale helt tydeligt kørte igennem terrænet på vej mod mål, blev der indgivet en protest fra det danske hold. Juryen valgte dog efter nogle timers votering ikke at diskvalificere Emely, så det endte med sølv til Camilla.
Oliver var ikke til start i konkurrencen, da han ikke var helt frisk, og han valgte derfor at spare sig for at blive klar til de sidste 2 konkurrencer.
Mandag er hviledag, men tirsdag går det løs igen med sprint, og det hele slutter med massestart onsdag.
Løbet kan følges her: https://orienteering.sport/event/world-mtb-orienteering-championships/welcome/