Horsens OK søger talenttræner!

Horsens OK søger talenttræner!

Horsens OK har i øjeblikket en række talenter i alderen 11 til 15 år, vi søger en træner der kan inspirere og udvikle disse unge talenter.

Horsens OK har en ungdomsafdeling med mange flittige løbere og et fast fremmøde på mellem 40 og 50 ungdomsløbere til hver tirsdagstræning. For at kunne motivere løbere på mange forskellige niveauer er løberne opdelt på 4 hold med en træner for hvert hold. Du vil få til opgave at udvikle talentgruppen og samarbejde og sparre med det øvrige trænerteam.

Talentgruppen er karakteriseret ved løbere, der er motiverede for orienteringssporten, de bedste mestrer deres klasse. Gruppen består af ca. 10 – 15 løbere i alderen 11 til 15 år.

For at kunne udvikle den enkelte løber er det vigtigt, at du ofte er sammen med løberne. Udgangspunktet er derfor, at du er til stede ved klubbens tirsdagstræning og klubture. Men andre løsninger kan også være relevante. Især er vi åbne for hvordan træningen om vinteren sammensættes.

Vi forestiller os et månedsprogram bygget op om minimum en månedlig teoretisk gennemgang i klubhuset og efterfølgende træning bygget op omkring periodens teori.  Du holder den teoretiske gennemgang og tilrettelægger træningen. I samarbejde med øvrige trænere og forældre sikrer du kvaliteten af banelægningen. Postudsætning og indsamling indgår ikke i jobbeskrivelsen. Du følger op på den enkelte løbers gennemførsel af dagens bane evt. i samarbejde med hjælpetrænere og forældre.

Desuden giver du gode råd om fysisk træning, teknisk udvikling og konkurrence forberedelse.

Kvalifikationer: Orienterings erfaring på højt niveau. Erfaring fra arbejde med ungdomsløbere fra klubarbejde eller kredsungdomskurser fx U1 eller U2.

Løn fastsættes i forhold til aktivitetsniveau, budgettet for 2015 er 30.000 kr. incl. kørsel. Dele af lønnen vil i det omfang det er muligt blive udbetalt som skattefri godtgørelse.

Henvendelse og ansøgning snarest muligt og inden den 1. marts til madsmikkelsen@yahoo.dk

Tiltrædelse medio marts 2015 for sæsonstarten den 7. april.