Skiafdelingen til DM i langrend

Det er godt nok ved at være en gammel nyhed men alligevel…

I sidste uge var 5 af skiafdelingen medlemmer – Anne, Camilla, Jørgen, Ole og Rasmus – til DM i langrend i Norge. DM blev i lighed med de sidste år afholdt ved Kvitavatn Fjellstue nær Gaustatoppen og Rjukan.

I løbet af ugen blev der dystet i 5 forskellige discipliner, der på sædvanlig vis satte deltagernes færdig- og hurtighed på prøve: kort distance (10 eller 13 km i klassisk stil), knock-out-sprint i fri stil (3 runder a ca. 1,5 km, duatlon (5 eller 10 km først i klassik og dernæst samme distance i fri stil), sprintstafet (2 mands hold der løb 4 hhv. 6 runder a 1,2 km skiftevis i klassisk og fri stil) og lang (30 eller 50 km i klassisk stil).

Som den opmærksomme læser hurtigt vil se, giver ovenstående program også plads til et par ”hviledage”, men de blev for de flestes vedkommende brugt til at deltage i skiinstruktion med nogle af vores bedste langrendsløbere. Og nok de færreste vil kalde det hvile at løbe 10 km frem og tilbage på et skistadion i løbet af 2 timer – men rigtig godt for teknikken.

Og selvfølgelig gav konkurrenceprogrammet også tid til at løbe nogle ture ekstra og se og nyde terrænet og et rigtig fornuftigt vejr og skiføre.

Vel. Det skal ingen hemmelig hed være, at vi ikke kom i nærheden af guld i H/D21, men det blev da til en del medaljer trods alt. Anne fik 3 bronzemedaljer i D21 og i sin egen aldersklasse D40 kunne det veksles til 2 guld og 1 sølv, og kun sygdom gjorde, at det ikke blev til flere. Camilla fik 1 forbundsmedalje af sølv og 2 af bronze i D21, og Ole fik 1 guld, 1 sølv og 2 bronze i H60. Med til historien hører også, at Camilla blev den 3. hurtigste dame på den fulde 50 km distance på den lange distance (DM-distancen for D21 er ”kun” 30 km).

Endnu et godt DM i langrend er ovre, men det ligger allerede nu fast, at DM i 2017 også kommer til at løbe af stablen på Kvitavatn, og det kunne da være sjovt, hvis endnu flere af klubbens medlemmer kunne tænke sig at være med. Vi er i hvert fald nogen, der står klar, når tiden kommer.

Vi ses i sporet
Ole