Camilla vinder sprinten og dermed den samlede World Cup

Dagens konkurrence ved den tredje og afsluttende World Cup runde i MTBO var sprint. Kvinderne skulle køre 7,8 km med kun 30 m stigning, og 19 poster, mens herrerne skulle køre 9,8 km med 21 poster.

Camilla var før dagens konkurrence førende i den samlede World Cup, og et godt resultat ville være nok til, at hun ville tage den samlede sejr.

Det betød, at hun var tændt og fast besluttet på, at nu skulle det hele sættes på plads.

Sprinten blev kørt i et helt fladt byområde, og det viste sig, at det var ret simpel orientering, så der kunne og skulle virkelig køres stærkt. Det betød samtidig, at det var vigtigt at planlægge sit løb, så man kunne tage posterne i fart og fortsætte direkte videre til næste post uden at skulle vende cyklen. Nedbremsning, vend af cyklen og op i fart igen betyder, at man nemt mister 10 – 15 sekunder, og i et løb som i dag, har man bare ikke råd til det. Hastigheden betyder også samtidig, at det er nemt at lave fejl og komme lidt for langt, så der skulle virkelig holdes god kortkontakt.

Det lykkedes for Camilla, og bortset fra et lille svaj, kørte hun stort set rent på linjen, som hun havde planlagt. Hun var dog lidt nervøs for, om hun alligevel havde kørt hurtigt nok, men hun kom i mål som foreløbig bedste tid med 15 sekunders margin.

Så var der bare at vente på de sidste ryttere, og det viste sig, at hendes tid lige nøjagtig var god nok, for finske Ruska Saarela kørte i mål i nøjagtig samme tid, 17 minutter og 11 sekunder, så de delte førstepladsen, mens finske Marika Hara kom i mål som nummer 3 kun 8 sekunder efter.

Sejren betyder, at Camilla nu er sikker på at vinde den samlede World Cup 2022. Hendes forspring lige nu er 75 point, og hun kan ikke længere indhentes.

Oliver er også med til World Cup-løbene, men han sprang desværre over en post, og blev derfor diskvalificeret.

I morgen skal der køres langdistance, hvor kvinderne skal køre 31 km, med 610 m og 20 poster og mændene 37,3 km med 650 m stigning og 21 poster.

Løbet starter kl. 12, og Camilla starter kl. 13.43 lokal tid – kl. 12.43 dansk tid. Løbet kan følges med liveresultater GPS-tracking og TV her: https://orienteering.sport/event/cx80-world-cup-in-mtb-orienteering-round-3/sprint/