Lørdag var en rigtig god dag for Horsens Orienteringsklub, da de jysk-fynske stafetmesterskaber blev afgjort i Gødding Skov mellem Vejle og Billund.
Ikke mindre end 6 sæt guldmedaljer blev hængt om halsen på Horsens-løbere. Desuden blev det i ungdomsklasserne, hvor der uddeles tre sæt medaljer, også til en gang sølv og en gang bronze.
Sejr i herre-eliten
Mest suveræn var Horsens-sejren i herreeliteklassen, hvor Niklas Ingwersen lagde ud på første tur med at komme i mål 3 minutter foran nr. 2. Dette forspring øgede Horsens OK’s ungarske eliteløber Mátyás Pentek til 10 minutter efter 2. tur, og Kristian Vad kunne på 3. tur uden problemer løbe sejren hjem til Horsens OK med et forspring på hele 34 minutter til nærmeste forfølger.
6 medaljetagere hos de yngste
I løbets yngste klasse for piger og drenge op til 12 år blev det til både guld og bronze til Horsens OK.
På 1. tur var Laura Holm Nielsen bedste Horsens-løber, og hun kom i mål godt et minut efter det førende hold fra Kolding OK. Hun skiftede til Theresae Skouboe, der let passerede de foranliggende hold og med bedste tid på turen sendte Jacob Klærke Mikkelsen af sted som nr. 1 på sidste tur 2½ minut foran nr. 2. Jacob viste sin sædvanlige styrke og løb holdet til sejr 8 minutter foran nr. 2.
I samme klasse kæmpede Horsens’s andethold flot, og det blev til bronzemedaljer til Jonas Ellegård Kokholm, Johanne Skouboe og Elanor Henriksen.
Spænding i D13-16
Det kunne nemt være blevet til endnu et sæt guldmedaljer til Horsens OK. I klassen for 13-16 årige piger blev Rebecca Loft Thyssen sendt ud på sidste tur 4½ minut efter det førende Kolding-hold. De to første ture på Horsens Holdet var løbet af storesøster Alberte Loft Thyssen og kusine Anne Sophie Thyssen Harfot. Ved passagen af stævnepladsen efter to tredjedele af banen havde Rebecca lagt sig i spidsen ½ minut foran konkurrenten fra Kolding, så der blev ventet i spænding på at se, hvem af løberne der kom bedst igennem sidste del af løbet. Rebecca fortalte efter løbet, at hun faktisk havde været foran, men en fejl lige før mål betød, at det blev sejr til Kolding, og sølvmedaljer til Horsens-pigerne.
De øvrige guldmedaljer til Horsens OK blev vundet af:
Dame 45: Susanne Loft Thyssen, Britta Ank Pedersen, Berit Harfot
Dame 55: Tove Straarup, Erna Germann, Lene Kofoed Petersen
Herre 45: Carsten Thyssen, Mads Mikkelsen, Kent Kragh
Herre 55: Hans Jørgen Vad, Peer Straarup, Michael Straube
Søndag løbes JFM Lang på Rømø.